
Martin 39 år - ramt af sjælden kræftsygdom
Donation protected
Update 12/4/2023:
Kære alle. Vi er blevet gjort opmærksom på at der er udfordringer ved betaling med Dankort via GoFundMe som pt. ikke virker. Som alternativ kan støtte til Martin gives på MobilePay på nummeret 51 80 16 81 - Gitte Christensen.
I samme omgang vil vi som familie gerne sige tusind tak for den overvældende støtte og opbakning der er kommet i form af donationer, og kærlige beskeder! Det varmer så uendeligt meget at opleve her i denne hårde tid. Samtidig er vi kede af ikke at kunne takke alle jer der har doneret og skrevet her på sitet, men vi har desværre ingen mulighed for at skrive tilbage. (I opfordres derfor til meget gerne at skrive på Martins Facebook eller LinkedIn opslag hvor vi har mulighed for at takke og svarejer ❤) Og til sidst en kort update "på vegne af" Martin, som har det godt og kæmper, og fortæller at han kommer med et nyt opslag inden for kort tid, hvor han vil fortælle lidt om "hvad der sker"
Kærligst hilsen Martins Familie
__________________________________________
Tragedien har ramt vores familie:
Vores elskede søn og bror Martin er blevet ramt af en yderst sjælden og meget aggresiv galdevejs-leverkræft, der normalt kun rammer ældre mennesker.
Gik hurtigt til lægen:
Symptomerne for Martin var hoste og nattesved. Martin var hurtig til at opsøge lægen, der straks mistænkte en lungesygdom. Martin blev undersøgt i en periode på næsten 3 måneder for diverse lungesygdomme, men alle undersøgelser viste at hans lunger var i topform. Først ved en CT-scanning af lungeområdet kom en del af leveren med, hvor der blev bemærket en mistænkelig skygge, der sidenhen viste sig at være en 10 cm stor kræftknude.
Beskeden fra lægerne:
Kræften har spredt sig fra galdevejene til leveren, lymfeknuderne og store dele af knoglerne og anses som uhelbredelig.
Den direkte besked til Martin var: ”Vi kan tilbyde dig livsforlængende kemo som måske kan øge din livskvalitet, så længe den har effekt”
Vi giver ikke op:
Selvom lægerne i Danmark har opgivet Martin, har vi ikke! Foruden adskillige supplerende behandlinger og kosttilskud som Martin er startet op på, er vi også i dialog med to store hospitaler i Tyskland som kan tilbyde nyere behandlingsmuligheder end der tilbydes i Danmark.
Behandlingerne er dyre, og kan koste helt op til 150.000 kr. pr. gang hvilket er selvbetalt. Behandlingerne kan dog gøre at kræften på sigt forhåbentligt kan komme så meget under kontrol, at Martin kan opereres, og blive kræftfri.
Martin er hele vores verden:
Martin er ikke blot en elsket søn og bror, men også vennernes ven og en fantastisk kollega og dyreven. Han emmer af kærlighed og højt humør, og er den der vækker smil og latter i et rum. Martin er kun 39 år og fyldt af livsglæde og kampgejst.
Han er ikke villig til at give op, da han stadigvæk har hele livet foran sig, med masser af drømme og planer for fremtiden; han havde b.la. lige planlagt et Road Trip til USA sammen med sin bedste veninde, ugen før han fik diagnosen.
Martin har hele livet været arbejdsom og er til hver en tid klar til at give en hjælpende hånd. Han har altid været aktiv og i god form. Martin er ufattelig stærk i sin psyke og er ikke i tvivl om, at han nok skal overvinde kræften. Han gør selv en kæmpe indsats for at blive rask. B.la. mediterer og visualiserer han, går ture, har omlagt sin kost, og startet op på diverse kosttilskud, suppleret med holistiske behandlinger for at styrke immunforsvaret.
Martin er ved godt mod og er klar til kamp trods den barske besked, og han er 100% overbevist om at han nok skal knække den kedelige statistik.
Donation:
Vi er taknemmelige for hver en donation som vil være med til at dække nogle af udgifterne til de mange behandlinger og kosttilskud, og hjælpe Martin tilbage mod et kræftfrit liv. Et hvert beløb stort som småt vil være et vigtigt skridt på vejen, og vi vil være dybt taknemmelige. Ligeledes vil enhver kærlig tanke eller besked også blive modtaget med stor tak og kærlighed.
De kærligste hilsner,
Martins familie.
BEMÆRK:
Ved donation står der som standard et 15% ”tip” til GoFundMe. Dette kan sættes til 0% inden indbetaling. Vælger du at give en donation vil du efterfølgende modtage en mail hvor der via et link kan skrives en lille kommentar her på siden, med et opmundrende ord eller hvad du måtte have lyst til at dele. Det varmer vores hjerter at læse disse.
Organizer
Gitte Christensen
Organizer
Ringsted